Et godt selskab – nu med kvinder

ØV! Jeg havde ellers glædet mig til at sidde her og være sur. Sådan rigtig pigesur. Så ville jeg lige så syrligt have fortalt, at nu er jeg jo kun en pige, hvilket ifølge min gamle regnelærer undskylder en del. Det er nemlig sådan, at piger bare har X-kromosomer. Drenge har der imod både et Y- og et X-kromosom, hvorfor de har de naturlige forudsætninger for at lave ligninger med to ubekendte. Så altså, det med tal, huhada! -  ville jeg sige lige så blondt - det kan jeg sleeet ikke hitte ud af. Og så ER det vel nok godt, at det er en overskuelig opgave at danne sig et overblik over kvinderne i landets mest magtfulde netværk, VL-grupperne. Skøøønt at man ikke engang har brug for alle ti fingre... Jeg skulle rigtig bitche, sku’ jeg.

Men nogle gange kan man ikke engang få lov at være sur og lade sit indre fyldes op af retfærdig harme og lade den vælde ud over spalterne. For faktisk går det rimeligt – ikke fantastisk, men dog riiiimeligt - med at rette op på kønsskævheden i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse. Et fedt netværk, både hvis man vil rykke noget i samfundet, og hvis man vil rykke sig selv fremad og opad. For de folk, der sidder der, har magt og indflydelse, og er ikke bange for at bruge det. Og så er en del af dem i øvrigt ret så interessante og underholdende at være i selskab med.

Når min surhed har trange kår, er det ikke så meget fordi, der er 11 procent kvindelige medlemmer, og at det er næsten en fordobling siden år 2000. Næh, det, der for alvor gør det svært at bevare pessimismen, er de samtaler, jeg har haft med en del mandlige VL-medlemmer. Efter det at dømme, kommer det til at ændre sig hurtigt nu. Hurtigere end det gør ude i det virkelige erhvervsliv. For nu er det ikke kun kvinderne, der vil det. Nu ønsker mændene det også. Og det er trods alt stadig dem, der bestemmer.
            Selskabet har også for nylig modereret sine optagelseskriterier. Vist mest for at få dem til at passe ind i den virkelige verden, for nogle af VL-grupperne er foran andre – langt foran. Men det øger kvindernes muligheder for et medlemskab. Nu er det ikke kun ”aktive chefer/virksomhedsledere inden for handel, industri og service samt ledere inden for liberale erhverv, offentlig administration, institutioner, organisationer, forskning og uddannelse,” der kan optages. Det er også ”nøglepersoner, som spiller en aktiv rolle i den offentlige meningsdannelse,” som det hedder i selskabets vedtægter.            Så det kunne da være, man skulle søge? Jeg føler mig lidt som en nøgleperson. Er det egentlig et nøglebarn, der er blevet voksen?

Faktisk har jeg selv været VL-medlem. Ja, nu ved jeg godt, du nok besvimer af beundring, men det har jeg altså! I fire timer. Det var dengang, det lykkes mig at få tilladelse til at overvære et møde for at skrive om det. Det var ikke nemt. Det tog otte måneder og megen smisken for udvalgte personer. Ved ikke hvor fængende en artikel, der kom ud af det, for det er ikke lige frem action, der præger sådan et gå-hjem-møde med 25 erhvervsledere. Men sådan må læsere finde sig i så meget. Til gengæld er det en fed følelse at gnubbe albuer med magten, især så længe man kan tro på, man selv er en del af den.

For at genkalde mig den følelse tog jeg i februar ud til det årlige VL-døgn, hvor 450 af medlemmerne mødes til foredrag, debat og networking. Der så man så lige mig sammen med hippe businesskvinder som Bolette Christensen fra Dansk Industri, prorektor og EU-kommentator Lykke Friis, Spin-baben Lotte Hansen og  topchefer fra Novo Nordisk, Tryg, A. P. Møller – Mærsk og forsvarschefen, den firestjernede general himself.
            Jeg var så nok den eneste, der ankom med bus 18. Det er den, der kører til Frederiksberg gennem Nørrebro og er som en rullende United Colors of Benetton-reklame – bare grim. I den kan det være svært at bevare følelsen af at høre til eliten.
            Kan godt være, jeg venter lidt med at søge ind i det gode selskab.

1 dåse testosteron og 1 dåse husmodersnusfornuft, tak!

Jeg tænkte allerede dengang, han først stod frem i 2006 i noget dårlig stålbrille og et lidt for stribet polyesterslips: Arhh, 134 millioner danske kroner... Er det nu rimeligt?
Det var ikke Laudrup. Det var ikke opfinderen af isterningposen. Det var en bankdirektør!
Var det så topchefen for Danske Bank, vi taler om? Nej! Det var såmænd direktøren for virkelighedens Korsbæk Bank, nemlig Roskilde Bank. Han havde fået for 134 millioner kroner aktier for at have blæst støvet fra virkelighedens Hans Christian Varnæs’er ud af banken og sat turbo på forretningen. Udlånsforretningen især, skulle det senere vise sig.
134 millioner...
Og det var vel at mærke oven i en månedsløn på 450.000 kroner.

Nu er det ikke fordi, jeg normalt har svært med, at nogen belønnes. Heller ikke i den størrelsesorden. Jeg siger total godt gået og tillykke til Janus Friis, der blev mangemillionær på at opfinde, udvikle og sælge Skype (systemet, hvor man taler telefon over computeren). Og til Eric Rylberg, der fik millioner, da ISS blev solgt til en kapitalfond, fordi hans ideer og indsats betød, at virksomhedens ejere fik 30 procent mere for deres aktier, end de var værd på børsen.
Hurra for dem, der kan noget særligt og gør noget særligt.
Men så stod han der, Niels Valentin Hansen. Lignede en jysk bykonge, der kunne ryste hænder, daske fortroligt på skuldrene og være chummy med alle byens spidser. En bykonge, som aldrig mødte modstand, og derfor ikke syntes, han behøvede så meget som at prøve på at se skarp ud. Så han kørte sit et-jakkesæt-er-et-jakkesæt-, og briller-hvis-glas-skifter-farve-efter-lyset-er-da-praktisk-look.
134 millioner! Min husmodersnusfornuft sagde nej.

Nu er Roskilde Banks dage som selvstændig talte. Den har lånt flere penge ud, end den kan holde til. Især har polyesterslipset lånt ud til folk i ejendomsbranchen, som jo har boomet, men nu nærmest er bombet. Og Niels Valentin Hansen har været large med, hvem han lånte ud til. Jo flere udlån, jo større blev hans forretning og jo federe blev hans egen fortjeneste. Hvad så om der er nogle tvivlsomme typer iblandt de store erhvervskunder.
Ejendomsmarkedet, hvor enorme gevinster er blevet hentet de seneste år, har ikke været for tøsedrenge. Det har været en kampplads fyldt med testosteronpumpede krigere med blikket stift rettet mod den store gevinst, og øjnene klemt i for de mulige tab. Vi hylder dem, der vinder, og håner dem, der taber. I virkeligheden er der mere grund til at hylde dem, der for alvor selv sætter noget på spil. Hvad enten de vinder, eller taber. Til gengæld er der ingen grund til at hylde folk i AFP-sektoren for dristige investeringer. Heller ikke selvom de vinder. AFP, som i Andre Folks Penge. Og det var dem, bankdirektøren var dristig med.
Han var ret enerådig, for bestyrelsen, hvis fornemste opgave det er at holde en direktør i ørerne, bestod på Matadorsk vis af byens pæne borgere med manufakturhandleren i spidsen. Han havde arvet sin formandspost efter faderen, og familien havde været i bankens bestyrelse i generationer. Sådan en manufakturhandler har svært ved at stå op imod en bankdirektør, der er driftig og ikke mindst dristig.

Testosteron har det ikke skortet på i toppen af Roskilde Bank, for det eneste kvindelige islæt i direktion og bestyrelse har været et portræt af Lise Nørgaard i guldramme.
Til gengæld har der været en udtalt mangel på husmodersnusfornuft. Den ville have fortalt, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også løgn. Bagsiden af husmodersnusfornuften er, at den gør det svært at blive rigtig rig. For ud over held, arbejdsomhed og kreativitet kræver det ikke mindst risikovillighed. Og den er pakket godt ind i testosteron. Det kunne være, at en blanding var en god ide.

Men hvad ved jeg? Min forretningsmæssige dristighed begrænser sig til, at jeg med en shoppetur til New York i tankerne købte dollars, da de var virkeligt billige. Som i 6,50 kroner stykket. Min husmodersnusfornuft sagde, at jeg skulle slå til. For dem, der ikke lige følger med der, kan jeg berette, at man nu kan få sådan en dollar for en flad femmer.
Jeg tror, jeg vil ønske mig en dåse af det der testosteron i julegave.

Hvad sagde jeg?

Jeg er helt tosset med Will og Grace. Det er ”bare totalt yndlingsfjernsyn,” som Robert i en anden af mine yndlingsserier, Langt fra Las Vegas, ville sige.

            Jeg praktisk taget er Grace. Bare tykkere. Uden krøller. Jyde ikke jøde. Uden Paul Smith-støvler, og helt helt urimeligt uden smuk og kær bøssesambo, der med fornøjelse samler såvel mine regninger som mit vasketøj op.

            Ok, jeg er så ikke helt lige som Grace. Måske oven i købet langt fra. Det har i det mindste den fordel, at min mor ikke er som hendes. Hun, altså moderen (faktisk også Grace, der som det alt for ofte er, ligner sin mor langt mere, end hun kan bære at indse) fryder sig højlydt over andres fejltrin. Ikke mindst Grace’s. Måske fordi det får hende selv til at fremstå mere perfekt. For hende rækker et tørt: Hvad sagde jeg? slet ikke. Hun har lavet en lille sang ud af det. Hun har oven i købet udbygget det med en tilhørende dans:

            ”I told you so, I told you so, I told you, told you, told you so!” synger hun, mens hun vrikker i hoften og laver jazzhænder. Det er bare SÅ ondt.

            Så bitchy er jeg ikke. Jeg er fra Jylland, og der holder vi den slags indenbords, selvom de rigtige jyske kvinder kan sige nøjagtigt det samme med et ahem!. Men altså, jeg er godt opdraget, så det der, det siger jeg ikke. Jeg gør det ikke! Undtagen selvfølgelig de ganske få gange, hvor naturen går over optugtelsen... Som for eksempel nu!
           Hvad sagde jeg!

            Altså, nu er det godt tre år siden, jeg fik min gin/tonix galt i halsen, da jeg så en reklame for Georg Jensen. Aldrig har så mange diamanter været møjet ned på så lidt plads og ødelagt så meget. Som amatør-æstet kunne jeg ikke få luft. Det var et fint og enkelt halssmykke af Nanna Ditzel, det var gået ud over.

            Det smykke var alt det, Georg Jensen ikke var. Det var prangende, uden indhold, og havde helt mistet den enkelhed, der er et kendetegn både for mærket og Nanna Ditzel.

            Det skrev jeg så om. Og jeg interviewede også firmaets ansvarlige direktør, der selv syntes, det var ikke så lidt af et Columbus-æg, han der havde opfundet, da han satte i gang, at der blev lavet en diamantkollektion baseret på Georg Jensens designikoner. Det var jo der pengene lå, for markedsundersøgelser viste, at diamanter var den hurtigst voksende kategori indenfor luksussmykker.

            ”Vi har besluttet, at vi i stedet for at være en dansk sølvsmed, skal være en international luksusvarevirksomhed forankret i ure og smykker,” sagde han til mig, og prøvede at få det til at lyde fuldkommen naturligt. Han kunne lige så godt have sagt, at Carlsberg skulle give sig til at lave champagne i stedet for øl, eller Fritz Hansen skulle droppe de der kedelige Ægget-stole og i stedet producere forgyldte rokoko-møbler! Det giver lige så meget mening. Eller lige så lidt.

            ”Typisk dansk jantelov!” mente han, da jeg påpegede, at når det kom til Georg Jensen-smykker, var for meget af det gode, ikke vidunderligt.

            ”Om fem år udgør det 15 procent af vores omsætning,” sagde han og lovede, at omsætningen ville stige fra 800 mio. kr. til 2-3 milliarder.

            Sådan gik det så ikke. Det var hverken Jantelov, eller min hidsige pip, der gjorde det af med dén direktør. Det var de tørre tal. Min forløsning – og mere vigtigt forhåbentlig også Georg Jensens - kom med årets regnskabsmeddelelse, hvor man beretter, at ”Den omfattende forårslancering af nye guld- og diamantsmykker svigtede…”

            og videre:

            ”De senere års satsning på eksklusive produkter og højere prispunkter er desværre til dels sket på bekostning af Georg Jensens kerneforretning, ”arvesølvet” – forankret omkring de 100-årige traditioner indenfor sølvproduktion og skandinavisk design. Georg Jensen skal tilbage til rødderne og vil med en mere afbalanceret produktstrategi dels søge at revitalisere nuværende sortiment og kendte designs, dels udbrede salget af produkter, som hidtil primært har været forbeholdt hjemmemarkedet...”

            HALLO! Det var ligesom det, jeg prøvede at sige dengang. Man må spille de kort, livet har givet. En stor tyk kvinde slipper sjældent af sted med at give den som lille hjælpeløs pige. En Danny de Vito vil ikke være overbevisende i rollen som førsteelsker, og Helena Christensen skal ikke begynde at tale om, at hun da også har det svært med sit udseende. Det er bare ikke troværdigt!

            Sådan er det også for virksomheder. De skal være i harmoni med det, de er. Markedet – dig og mig – opdager det omgående, når det kikser.

            ”Georg Jensen er ikke et designsprog – det er en ånd, som mange har sluttet sig til i tidens løb. Georg Jensen er kærlighed til sølvet og til det at formgive.”

            Sådan siger en af vores fineste sølvkunstnere, Allan Scharff. Og han burde vide det. Han er udlært sølvsmed hos Georg Jensen i 1967 og tilbragte de sidste af sine læreår med at være designlegenden Henning Koppels ”hænder”. Koppel var nemlig ikke selv sølvsmed, så det krævede et tæt samarbejde at få hans ting bragt til verden. Og da Scharff selv som anerkendt kunstner vendte tilbage til Georg Jensen i 1980erne, blev han kendt som en at de helt store fornyere af korpusarbejderne, der er de store håndlavede sølvting. Kendetegnende for hans ting og for de store ikondesigneres arbejder er, at det er ligeså meget indhold som form. Der har været tanker bag, når f.eks. Vivianna Torun Bülow-Hübe skabte sine smykker. Hende var jeg så heldig at møde i 1987, hvor hun fortalte mig om sin fascination af den tyske matematiker August Ferdinand Möbius’ arbejde. Det var ham, der opdagede Möbius-ringen, der kun har én flade og én kant, som når man tager en papirstrimmel, snor den en halv gang og klipser den sammen. I den så hun en dybere sandhed, og hun så uendeligheden, både universets og kærlighedens, og det blev til en smykkekollektion, kaldet Möbius, der er i produktion den dag i dag.

            Det var alt det, der var ved at ryge ud med det diamantfyldte badevand, og så har man vel nærmest en pligt til at råbe op. Når man har opfyldt den pligt, har man så optjent en ret til et enkelt I told you so!?

            Come on! Når jeg kan fortælle, at flagskibet, Nana Ditzel-halssmykket til 2,2 millioner kroner, ikke er blevet solgt i så meget som et enkelt eksemplar, beretter det vel nok til et I told you so! med dans og det hele? Nå, måske ikke. En kat har ni liv. Så mange I told you so’es er der ikke til rådighed i et enkelt kvindeliv. Og nu har jeg i den grad brugt et, så jeg håber virkelig, at den nye direktør, Ulrik Garde Due, klarer den. For jeg kan jo ikke opbruge hele min kvote allerede nu, for så vil Nemesis ramme mig lige i nakken og formentligt forvandle min mor til Grace’s, som ind i evigheden vil skråle ad mig: ”I told you so, I told you so, I told you, told you, told you so!”

Erhvervspressens svar på Loch Ness Uhyret

Navnet Saxo Bank tricker en automatreaktion hos journalister og læsere, og myten om virksomhedens skurkagtighed er efterhånden blevet erhvervspressens svar på Loch Ness uhyret: Bare fordi det ikke er bevist, kan det jo godt være, det findes!

Saxo Bank er ikke bare en bank. Det er fænomen. Det ser man tydeligt i disse dage, hvor virksomheden får endnu en tur i erhvervspressens karrusel. Sådan har det faktisk altid været. Det ved jeg, for jeg har brugt det meste af et år på at studere fænomenet for at kunne skrive bogen om Saxo Bank, ”Tyren, Bjørnen og Banken”.
Ordet ”pressekarrusel” ikke er tilfældig valgt, for det er i udstrakt grad de samme historier i lidt forskellige indpakninger, der har turpas til avisernes spalter - vi kunne kalde dem Saxo Bank evergreens:

”Kunderne taber penge” er nummer et på hitlisten. Første gang den blev lanceret var i 1996 i en tv-udsendelse. Det program er fundamentet under pressens skeptiske indstilling overfor Saxo Bank den dag i dag, og det bliver nævnt hver eneste gang, virksomheden får en ny tur i karrusellen. Historien om, hvordan det gik til, er meget underholdende og nøje beskrevet i min bog, men her vil jeg bare bidrage med lidt fakta. Jeg har set udsendelsen mere end 20 gange, og det eneste, den faktisk beviste i forhold til Midas (som Saxo Bank hed dengang), var, at de havde en aggressiv salgsstrategi, en ikke-eksisterende pressestrategi og én virkeligt sur kunde, nemlig den daværende ejer af Den blå Avis, Karsten Ree. Han har i tidens løb i avisernes spalter truet med at melde Midas til politiet, bagmandspolitiet, Finanstilsynet og med at anlægge civil erstatningssag. Han har aldrig gjort nogen af delene, så måske har det handlet om, at når man ikke kan få ret, så kan man da i det mindste få hævn.

Ud over at være hovedkilde til tv-udsendelsen er Karsten Ree også manden bag to famøse mapper, der i sig selv nærmest er blevet en klassiker i artikler om Saxo Bank. De skulle ifølge myten være sprængfyldt med inkriminerende materiale om banken. Senest var mapperne oppe at vende i sidste uge, hvor Jyllands-Posten lod Karsten Ree fortælle, at han har lånt dem ud til et advokatfirma, der skal bruge dem i ”en stor sag, de vil køre på vegne af nogle udenlandske investorer”.
Da jeg tilsyneladende er den eneste journalist, der faktisk har læst alt i disse mapper, synes jeg, jeg vil bidrage med lidt faktuel viden:
Mapperne er en rodebutik af lapper med telefonbeskeder, brochurer om Midas, de originale dokumenter i forbindelse med Karsten Rees egen investering og lidt af hvert som for eksempel et eksemplar af ”Vejledning fra Finanstilsynet om at drive fondsmæglervirksomhed”. Kopier og gengangere af de forskellige dokumenter fylder godt op. Desuden er der otte telefonbeskeder fra folk, der føler sig snydt, der iblandt nogen, der føler sig snydt af et helt andet firma.
Jeg har kigget på hvert eneste stykke papir i de mapper, og selvom jeg ikke er uddannet jurist, tør jeg godt vove den påstand, at der ikke er noget at hente der, som kan bruges i nogen retssag.

Man kan godt spørge: Hvorfor overhovedet beskæftige sig med den gamle historie i dag? Det er da også helt skørt, men den bliver altså hevet op på karrusellen, hver gang en ny tur starter, og de fleste friske historier om banken bliver skåret efter urmytens skabelon fra 1996.
Når et portugisisk finanshus nu truer med sagsanlæg, kæmpe erstatningskrav og skingert kræver, at Finanstilsynet inddrager Saxo Banks licens, så minder det temmelig meget om den oprindelige ”Kunder taber penge”-historie: Bulder og brag i pressen, inden nogen af de annoncerede tiltag bliver til noget. Hvis de da ellers bliver til noget. Ingen overvejer tilsyneladende, om der findes en årsag til, at utilfredse kunder foretrækker disse pressekrumspring frem for rettens strenge vej. Det ville være en spændende fornyelse, hvis man ikke blot var kritisk overfor Saxo Bank, men også overfor bankens kritikere. Fra mit arbejde med bogen ved jeg, at det før er sket, at nogen har forsøgt at presse et økonomisk lukrativt forlig igennem ved at buldre.

Og det er let at få adgang til at buldre, fordi Saxo Bank er dette fænomen, man elsker at hade.
Letbenede historier, der har hvidvaskning i overskriften, er gengangere på karrusellen, selvom det er et fænomen, Saxo Bank kæmper med på samme måde som alle andre banker. En ny variant dukkede op i Børsen forleden, hvor banken blev forsøgt sat i forbindelse med colombianske narkobaroner, fordi man i 2008 havde holdt en præsentation i Bogota. En universitetsforsker udtalte: ”Lige så snart man siger Columbia, ringer der en alarmklokke”. Og så skulle det være bevist. Det er egentlig hylende morsomt, og slipper vel kun igennem redaktørens nåleøje, fordi det er fænomenet Saxo Bank, og dem ved vi jo alle nudge, nudge, wink, wink, know what I mean? hvad er for nogen.

Saxo Banks priser er uigennemskuelige er en historie, der holder sig evigtung, fordi de færreste forstår, hvad er derivater egentlig er for noget, og hvordan valutamarkedet virker. Det paradoksale er, at handelssystemet SaxoTraderen faktisk blev udviklet for at skabe gennemskuelighed for kunderne. Efter den første karruseltur i 1996 ville Saxo Bank undgå igen at kunne angribes for at føre nogen bag lyset. Transparens blev et nøgleord, og filosofien er ”al magt til kunden”. De skal selv trykke på køb/salg-knappen og selv tage ansvar for deres egne investeringer. Hvis man fortsatte og sagde ”selv tage ansvaret for deres eget liv”, har man de to stifteres livsholdning i en nøddeskal. Den har ikke ligefrem givet dem priser som årets krammebamser og har formentlig været med til at øge den automatiske skepsis overfor Saxo Bank.

Myten om bankens skurkagtighed er blevet erhvervspressens svar på Loch Ness uhyret: Selv om det ikke er bevist, kan det jo godt være det findes. Og historierne om det er i hvert fald underholdende.