mandag den 27. juni 2011

”Jeg opfatter ikke FIH som kontroversiel”


FOTO: TOM INGVARDSEN


Hans Skov Christensens liv efter DI spænder vidt. Han er hotelejer, næstformand og kommende formand for Danske Sømands- og Udlandskirker, formand for en af de få dagbladssuccesser, Kristeligt Dagblad, og for et præsidium under dronningens protektorat, der skal sørge for at reformationens 500 års jubilæum bliver grundigt markeret i 2017. Og så er han formand for FIH Erhvervsbank, som er kommet i vælten på grund af ATPs delvise ejerskab af banken, som nogle finder konkurrenceforvridende. En ny særlov åbner mulighed for, at ATP kan overtage hele ejerskabet, men det er bare for en sikkerheds skyld, mener Hans Skov Christensen. ”Der er foreløbigt ikke noget, der tyder på, at ATP skal have en større aktiepost,” siger han, da jeg interviewede ham til Nyhedsbrev for Bestyrelser.

Når en markant topchef forlader en virksomhed, så skifter hans efterfølger som regel møblerne ud, men for DI har det tilsyneladende været nødvendigt at rive hele huset ned, da du forlod organisationen!
”Det opfatter jeg anderledes. Det var et projekt, vi har arbejdet med i fem år, og jeg er glad for, at det er lykkes at få sat gang i byggeriet af et nyt hovedsæde.”
Er det sådan en hilsen fra dig til fremtiden?
”Jeg ville i hvert fald gerne have, at DI skulle blive så stærkt som muligt, og derfor skulle organisationen helst være samlet ét sted, og så det giver altså en vis standing at ligge på Rådhuspladsen lige midt i hovedstaden, hvor Industriens Hus har ligget inden rådhuset blev bygget.”
Du har været synonym med DI gennem mange år og vice versa - hvordan er det at undvære?
”Det har været langt lettere, end jeg har forestillet mig, og det skyldes mest, at der ikke har været mange ledige stunder. Som topchef glemmer man i reglen, hvor meget hjælp man har. Jeg tænker ikke kun på teknisk assistance men også på alle dem, der minder en om, at man skal huske det ene og lægge mærke til det andet. Altså et sekretariat i bred forstand der bevirker, at man kan nå mange ting i løbet af en dag, Når man selv pludselig skal stå for informationssøgning, finder man ud af, at det tager tid. Hvis man har sagt ja til at holde et foredrag, og man ikke længere får udleveret et manuskript, man kan bruge som basis... nu skriver jeg det hele selv, og så tager ting længere tid. På den anden side er det hyggeligt og interessant.”
Som organisationsmand hvad kan man så bibringe en bestyrelse - har man nogle andre vinkler?
”Selve driften af DI adskiller sig ikke meget fra driften af en virksomhed...”
Nej, men vil du ikke altid have en tilbøjelighed til at sætte ting ind i et større samfundsmæssigt perspektiv i stedet for at fokusere på den enkelte virksomhed?
”Det ville jeg nok, hvis ikke det forholdt sig sådan, at jeg sammen med to andre ejer og driver et hotel i Sydfrankrig - det har været en betydelig ledelsesmæssig opgave. Hotellet ligger på Cote d’Azur og har 64 værelser, de fleste med havudsigt. Det publikum, der er i området, er til et tre-stjernet hotel. Ikke til et fire- eller femstjernet. Det sværeste for mig, der har været optaget af, at DI skulle være landets ypperste organisation, det er at konstatere, at hvis man har et trestjernet hotel, skal man ikke gå efter at gøre det fire- eller femstjernet. At  vænne mig til at skrue min tankegang ind præcis efter den virksomhed og ikke efter, hvordan jeg kunne forestille mig at lave det ypperste. Det har jeg i høj grad lært som hotelejer.”
Det kendetegner vel den gode forretningsmand, at han laver det kunderne vil have - i stedet for det, han selv vil have?
”Ja og hvis han laver Jensens Bøfhus, skal han ikke begynde at lave det til et gourmetsted. Han laver det kvalitetsmæssigt men på det niveau - det vigtige er at være tro mod sit koncept.”
Så du har måtte kæmpe mod dit eget instinkt?
”Ja, og det tog noget tid.”
Du er formand for FIH Erhvervsbank - hvorfor?
”Både DI og DA var medejere af FIH oprindeligt og solgte først i 2004-2005. Dengang jeg blev formand, var det fordi, man gerne ville have en, der kendte dansk erhvervsliv bredt. Derfor mente nogen i bestyrelsen, at jeg ville være velegnet.”
Var du så det?
”Det er min egen opfattelse. Selvom konditionerne blev anderledes, end jeg havde ventet. Det var en glimrende periode med det islandske ejerskab, indtil Island brød sammen. Da de islandske banker gik i betalingsstandsning, fik vi en ejer, der var en kombination af nogle kreditorer og den islandske nationalbank. At være formand i en periode med så uvist et ejerskab gør, at der er grænser for, hvor mange nye initiativer man kan tage. Da banken gik i betalingsstandsning gjorde bestyrelsen, som den burde: Blev enige om at hvis nogen havde lyst til at forlade skuden, var det ikke nu! Der gik omkring halvandet år, før bankens aktier blev udbudt af det islandske konkursbo, og det endte altså med at et svensk-dansk konsortium købte. De nye ejere bad mig blive som formand for at sikre kontinuiteten.”
Så nu er du formand for en kontroversiel virksomhed - hvordan er det?
”Jeg opfatter ikke FIH som kontroversiel. FIH er en sund forretning med et ret lavt tab på udlån sammenlignet med andre banker. Det er en veldrevet bank med den hovedudfordring at bankens funding ikke har været indlånsbaseret men været baseret på optagelse af lån på de europæiske finansmarkeder.”
Og nu strammer det til?
”Ja for nogle banker, men FIH er foreløbig omfattet af bankpakkerne frem til 2013.”
Der er blevet lavet en særlov for at give ATP fik mulighed for at erhverve en større ejerandel!
”Ja, og det giver mere råderum indenfor konsortiet, men der er samtidig lagt et maksimum på i loven, sådan at hvis ATP har mere end 50 pct. af aktierne, må FIH højst have fem procent af markedsandelen. På den måde kan vi aldrig blive storspiller på det finansielle marked.”
Et er procenter et andet principper - som industriens fortaler er du vel også fortaler for fri konkurrence?
”Der er ikke nogen begrænsning af den frie konkurrence her.”
Det er der en del, der mener?
”Det mener jeg så ikke. Der er et ejerskab bestående af svenske Folksam, CP Dyvig, PFA og ATP - hvis det var en bank, der var drevet som en afdeling af ATP ville jeg forstå synspunktet.”
ATP-penge er jo i bund og grund offentlige penge?
”Jo, men ATP skal jo også investere, og jeg mærker ikke forskel på ATP og de øvrige aktionærer. Som jeg forstår bekymringen, går den på, om vi skulle blive en afdeling af ATP. Hvis det havde været tilfældet, havde jeg ikke været formand.”
Men I har ligefrem ansat ATPs fondsdirektør, Bjarne Graven - så det ligner da en stor ATP-pakkeløsning?
”Altså, vi skulle bruge en direktør med forstand på funding, og Bjarne Graven er det ypperste indenfor det, og da det var muligt at ansætte ham, så gjorde vi det. Det giver ikke basis for nogen konspirationsteori.”
Nåå, det giver da nogle meget gode elementer til sådan en!
”Hvis det var et andet konsortium, der havde købt FIH-aktierne, ville vi sandsynligvis stadig have spurgt Bjarne Graven, om han ville være direktør.”
Men ATPs aktiekøb, Bjarne Gravens ansættelse og særlovens tilblivelse er tidsmæssigt sammenfaldende!
”Bjarne Graven er ikke ATPs repræsentant, og det vil være insinuerende overfor ham at mene det. Dermed ville man ikke acceptere at han havde foretaget et jobskifte. Der, hvor ATP har repræsentanter, er i bestyrelsen.”
Hvis ATP skal ind og eje endnu mere af banken, så er det vel praktisk at have en direktør, der kender ejeren?
”Der er foreløbigt ikke noget, der tyder på, at ATP skal have en større aktiepost.”
Hvorfor har man så gjort sig så umage med at få lavet den særlov?
”Det ved jeg ikke.”
Men du har vel været ret aktiv i at lobbye for den lov - det er jo en af dine kernekompetencer?
”Den lov er blevet gennemført, og det har jeg ikke spillet nogen stor rolle i. Loven åbner mulighed for, at hvis en af de fire ejere ønsker at sælge, og de andre ikke har ressourcer til at overtage aktierne, og man ikke umiddelbart kan finde en ny, der kunne træde ind, så ville man være i en paniksituation, hvis ikke ATP kunne overtage. Det er det, loven tager højde for.”
Hvis du havde siddet som DI topchef, hvad ville du så have sagt til det?
”Jeg traf den beslutning, da jeg forlod DI, at jeg ikke giver mig af med at have synspunkter om emneområder, DIs ledelse beskæftiger sig med, for det skal ikke kunne hedde sig, at Hans mener det ene, og DI mener det andet. Derfor kan jeg ikke besvare dit spørgsmål.”
I virkeligheden har du - ligesom med dit hotel - lært at sætte den enkelte virksomhed, her banken, i centrum og de samfundsmæssige i baggrunden?
”Du kan ikke være formand for en bank eller en anden virksomhed, hvis du opfatter dig som udsendt af et samfund. Du må have fokus på virksomhedens interesser.”
Du er en erfaren herre, men ifølge Børsens liste over vægtige formænd er du ”up and coming”?
”Det afspejler nu ikke mine egne ambitioner. Jeg gik af som 66-årig, og da var det ikke for at påtage mig bestyrelsesarbejde i stort omfang. Det ville simpelthen være for kort en periode i en virksomhed - et år til at sætte sig ind i det, et år til at afvikle, og så er der ikke meget tilbage. Jeg vil beskæftige mig med spændende projekter, hvor man mener, jeg kan gøre gavn. Jeg er næstformand for De Danske Sømandskirker, og bestyrelsen indstiller mig nu til at blive formand. Jeg er af regeringen blevet bedt om at være formand for et præsidium, der skal planlægge fejringen af 500-året for reformationen i 2017 - et projekt der har dronningen som protektor. Den slags er interessant for mig, for det er en helt anden vinkel. Det er virksomheder også, men her skal man ind og tænke anderledes. Vi skal have lavet et slutprodukt, som gør, at i 2017 er ingen i tvivl om, at vi markerer 500 året for reformationen.”

fredag den 10. juni 2011

”Jeg vil være, hvor jeg ikke har været før!”

FOTO: TOM INGVARDSEN

Med formandskaber for store offentlige virksomheder som Danmarks Radio og Aarhus Universitet er Michael Christiansen en af landets vægtige formænd - faktisk nummer tre på avisens Børsens Top 20. Og han deler sin hverdag med andre tunge formænd som Finansiel Stabilitets Henning Kruse Petersen og TDCs Vagn Sørensen i et kontorfællesskab på Skt. Annæ Plads. Men det er helt afgørende for ham at være med i små virksomheder med unge mennesker i spidsen. ”Man skal omgås boblevirksomheder, ungdommelige virksomheder og tage med kyshånd imod tilbud om at komme til at beskæftige sig med noget, man ikke ved helt så meget om,” sagde han, da jeg interviewede ham til Nyhedsbrev for Bestyrelser.

I sidste nummer af Nyhedsbrevet talte jeg med Carsten Koch om, hvordan man som erhvervsleder bedst tackler at interagere med politikere. Du er tidligere departementschef, så du kan måske sige noget om at håndtere embedsmænd, for de spiller vel også en rolle?
”De spiller en afgørende rolle, hvis man leder en virksomhed, der er afhængig af det offentlige, og det er klogt at have et godt forhold til dem. Ikke klogt i italiensk forstand, men klogt at holde dem orienterede. Man skal ikke lefle for nogen eller tro, man i Danmark kan komme nogen vegne med penge, men det man kan komme nogen vegne med, det er information. Der er ikke noget, der er så kedeligt for en embedsmand som ikke at vide, at man har et problem i en bestemt virksomhed om f.eks. et giftudslip i ens kommune. Hvis man skal læse om det i avisen, bliver man meget indebrændt. Der vil det være klogt af virksomheden at ringe og aflægge tilståelse. Så kan man få hjælp i stedet for modstand.”
I disse CSR-tider kan private virksomheder så lære noget af offentlige virksomheder?
”Vi kan lære noget af hinanden, men i det private erhvervsliv er der mange politiske ting, som CEO’en har brug for at kunne forstå i dag. En virksomhed som Vestas må f.eks. se i øjnene, at i dag er alt omkring vindkraft politik. Skulle jeg give Vestas et råd, ville jeg sige, at det nok ville være klogt at kigge nærmere på deres ledelsessammensætning og erkende, at de har brug for tunge ledelseskompetencer med baggrund i den offentlige sektor. Ligesom DONG hvor man har en tidligere departementschef som CEO, og en formand der er 100 procent erhvervsmand. Det er en god kombination for en meget tung politisk virksomhed som DONG og som Vestas.”
Egentlig ville jeg gerne tale med dig, fordi jeg så dig til Jazzhus Montmartres fødselsdagsfest, hvor du som formand holdt tale og så tænkte jeg, hvorfor du mon egentlig bruger tid på det?
”Det udspringer af faglig interesse, og så har det altid interesseret mig at have med små virksomheder at gøre. Den slags er ofte ledet af meget unge mennesker, der har en bunke ideer. Jo ældre man bliver, jo større behov har man for at få det privilegium at have med unge mennesker med mange ideer at gøre. Ellers kan man let forfalde til at tro, man selv er den eneste, der får dem. Det er en stor del af det for mig det med at have med virksomheder at gøre, hvor der ikke sidder 60-årige chefer, der fortsætter den linje, man godt selv har kendt.”
Men det er vel ikke en udbredt holdning blandt formænd?
”Måske ikke, men der er mange af de otte formænd her på gangen, der sørger for at have den slags poster ved siden af de store virksomheder, de er formænd for.”
Snakker I om den slags over fredagsrødvinen?
”Nu har vi ikke fredagsrødvin, selvom det egentlig var meningen, da vi startede vores kontorfællesskab, men vi inspirerer hinanden herinde og taler om, hvad det er, vi vil med livet. For mig handler det ikke om at blive bestyrelsesformand for de størst tænkelig virksomheder og få magt. Det har jeg prøvet. Det vigtige er at være, hvor man gør en forskel. Da jeg stoppede på Det kongelige Teater, besluttede jeg, at jeg ikke ville være, hvor jeg allerede havde været. F.eks. ville jeg ikke være i en børsnoteret virksomhed, for det var for enerverende, og jeg synes heller ikke, mine kompetencer er til det. Jeg vil helst være i kulturinstitutioner og i blandinger af offentlige/private virksomheder, for det kender jeg til. Og så vil jeg gerne være, hvor jeg ikke har været før og endelig vil jeg gerne have med unge mennesker at gøre. De to sidste ting gør jeg først og fremmest for at presse mig selv; for konstant hele livet at sidde på skolebænken.”
Så I taler om herinde, hvad I vil have ud af livet men også om, hvad I vil have ud af formandslivet?
”Det gør vi. Og man må beslutte, om man vil basere sit formandsliv på det, man har lært som CEO. Så er det nemt at fremskrive, hvornår man er færdig, for det man har lært, forældes med enorm hast. Her på gangen er jeg ældst. En del af de andre var kun godt 50 år, da de blev professionelle bestyrelsesformænd, så de ved udmærket godt, at det de lærte som CEOs ikke kan holde dem gående som bestyrelsesformænd i 20 år.”
Er det i virkeligheden en forudsætning for at være formand? Tidligere kunne man være nestor og leve af at videregive sine erfaringer.
”Det kan man ikke mere. Et år, måske to-tre max fire år kan man genbruge sin CEO-viden, men efterhånden vil de andre kigge mildt overbærende og begynde at betragte en som et levn fra fortiden. Da jeg gik af som 62-årig, syntes jeg, jeg var meget ung. Det synes jeg fortsat, jeg er, og det skyldes, at jeg hele tiden laver noget nyt. Så ud over det er spændende og lærerigt at være sammen med unge mennesker, så er det også lidt af en livsforsikring for at kunne blive ved som bestyrelsesformand.”
Jeg ville have spurgt dig, om sådan noget som formandsjobbet i Jazzhus Montmartre var velgørenhed, men det er måske omvendt?
”Ja det er det i virkeligheden. Det er ren læring for mit vedkommende. Jeg blev meget glad, da de spurgte, om jeg ville være formand. Det var der tre gode grunde til. For det første elsker jeg jazz, men jeg har ikke haft så meget lejlighed til at gå til jazzkoncerter. Nu går jeg næsten en gang om ugen. For det andet har jeg altid elsket at møde kunstnere og her var en chance for at lede en helt ny kunstnerisk branche. Jeg har haft det kolossale privilegium at være leder i en kreativ institution på administrative præmisser, og det er det, jeg kan. Men jeg vil helst bruge det i en anden branche end teaterbranchen, for ellers går der genbrug og vi-plejer i det, Den tredje grund var, at det er utrolig spændende at være i kontakt med et jazzmiljø, der er ved at blive genfødt i København. Unge mennesker har genopdaget jazzen. Der er ganske vist intet, der ligner det jazzmiljø, jeg kendte som ung, så det er en revival på nye præmisser. På den måde ligner det noget, der foregår mange andre steder i samfundet. Det er vigtigt at kunne fange både det, der var, det der er og kunne gætte på det, der kommer. Det sidste bliver nemmere, når man er i den slags miljøer.”
Vil du opfordre andre formænd til at sige ja til poster i kulturinstitutioner?
”Jeg vil i hvert fald opfordre til, at man sørger for at være steder, hvor man ikke er på grund at tidligere tiders respekt og i stedet søge steder, hvor man skal kæmpe for respekten. Det er det bedste råd.  Man skal udfordre sig selv og søge steder hen, hvor det ikke kun er ens anerkendte faglige dygtighed, der tæller. Man skal omgås boblevirksomheder, ungdommelige virksomheder og tage med kyshånd imod tilbud om at komme til at beskæftige sig med noget, man ikke ved helt så meget om. Der ud over synes jeg i al almindelighed, at vi bliver bedre ledere af at omgås kreative mennesker. Mennesker, der ser verden med både venstre og højre hjernehalvdel, ser klarere, end rent administrative mennesker gør. Og det er de kreative vi skal leve af. Jeg er sikker på, at om 25 år vil vores livsgrundlag blive skabt af virksomheder i det, vi i dag betragter som kreative brancher.”
Men kreative mennesker er vel sværere at lede?
”Det kræver i hvert fald noget andet. Man skal prøve at skabe nogle rammer, der gør, at kreativiteten har gode vilkår men ikke så gode, at den får lov til at ødelægge virksomheden. Man må bruge meget tid på at fortælle kreative mennesker, at kreativitet kan være lige så destruktiv, som det kan være konstruktivt. Det forstår de fleste godt, og de vil helst arbejde i en stramt ledet virksomhed.”
Så du synes ikke kreative folk er besværlige?
”Overhovedet ikke! Altså kreative mennesker gør selvfølgelig ikke, hvad man siger, men det er ikke et udslag af besværlighed, og til syvende og sidst er det det, der skal skabe vores fremtidige nationalprodukt.”
Alligevel, da du skulle finde en ny topchef til DR, så blev det en djøf’er! Var det ud fra en betragtning om, at ligesom blåt altid er pænt, er en djøf’er altid et sikkert valg?
”Det var ud fra en analyse af, hvad der fungerede på Det kgl. Teater. Jeg valgte simpelthen den model, jeg havde arbejdet med der. Hvis man har en administrativ type som topchef, og vedkommende i øvrigt har et åbent sind, mener jeg, sådan en bedre kan give plads for kreativitet, end kreative mennesker kan. En rigtig dygtig balletdanser f.eks. har meget svært ved at se, at opera er en vigtig kunstart. På DR bliver det bedst, hvis kulturchefen og nyhedschefen har meget store rum at udfolde sig i fagligt. De skal ikke have en topchef, der pludselig gør sig selv til nyhedschef eller kulturchef. Men der skal sidde en overdommer, der skal skaffe administrativ ro og plads til at lade dem skinne uden selv at gøre det. Det er min opfattelse.”