Et godt selskab – nu med kvinder

ØV! Jeg havde ellers glædet mig til at sidde her og være sur. Sådan rigtig pigesur. Så ville jeg lige så syrligt have fortalt, at nu er jeg jo kun en pige, hvilket ifølge min gamle regnelærer undskylder en del. Det er nemlig sådan, at piger bare har X-kromosomer. Drenge har der imod både et Y- og et X-kromosom, hvorfor de har de naturlige forudsætninger for at lave ligninger med to ubekendte. Så altså, det med tal, huhada! -  ville jeg sige lige så blondt - det kan jeg sleeet ikke hitte ud af. Og så ER det vel nok godt, at det er en overskuelig opgave at danne sig et overblik over kvinderne i landets mest magtfulde netværk, VL-grupperne. Skøøønt at man ikke engang har brug for alle ti fingre... Jeg skulle rigtig bitche, sku’ jeg.

Men nogle gange kan man ikke engang få lov at være sur og lade sit indre fyldes op af retfærdig harme og lade den vælde ud over spalterne. For faktisk går det rimeligt – ikke fantastisk, men dog riiiimeligt - med at rette op på kønsskævheden i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse. Et fedt netværk, både hvis man vil rykke noget i samfundet, og hvis man vil rykke sig selv fremad og opad. For de folk, der sidder der, har magt og indflydelse, og er ikke bange for at bruge det. Og så er en del af dem i øvrigt ret så interessante og underholdende at være i selskab med.

Når min surhed har trange kår, er det ikke så meget fordi, der er 11 procent kvindelige medlemmer, og at det er næsten en fordobling siden år 2000. Næh, det, der for alvor gør det svært at bevare pessimismen, er de samtaler, jeg har haft med en del mandlige VL-medlemmer. Efter det at dømme, kommer det til at ændre sig hurtigt nu. Hurtigere end det gør ude i det virkelige erhvervsliv. For nu er det ikke kun kvinderne, der vil det. Nu ønsker mændene det også. Og det er trods alt stadig dem, der bestemmer.
            Selskabet har også for nylig modereret sine optagelseskriterier. Vist mest for at få dem til at passe ind i den virkelige verden, for nogle af VL-grupperne er foran andre – langt foran. Men det øger kvindernes muligheder for et medlemskab. Nu er det ikke kun ”aktive chefer/virksomhedsledere inden for handel, industri og service samt ledere inden for liberale erhverv, offentlig administration, institutioner, organisationer, forskning og uddannelse,” der kan optages. Det er også ”nøglepersoner, som spiller en aktiv rolle i den offentlige meningsdannelse,” som det hedder i selskabets vedtægter.            Så det kunne da være, man skulle søge? Jeg føler mig lidt som en nøgleperson. Er det egentlig et nøglebarn, der er blevet voksen?

Faktisk har jeg selv været VL-medlem. Ja, nu ved jeg godt, du nok besvimer af beundring, men det har jeg altså! I fire timer. Det var dengang, det lykkes mig at få tilladelse til at overvære et møde for at skrive om det. Det var ikke nemt. Det tog otte måneder og megen smisken for udvalgte personer. Ved ikke hvor fængende en artikel, der kom ud af det, for det er ikke lige frem action, der præger sådan et gå-hjem-møde med 25 erhvervsledere. Men sådan må læsere finde sig i så meget. Til gengæld er det en fed følelse at gnubbe albuer med magten, især så længe man kan tro på, man selv er en del af den.

For at genkalde mig den følelse tog jeg i februar ud til det årlige VL-døgn, hvor 450 af medlemmerne mødes til foredrag, debat og networking. Der så man så lige mig sammen med hippe businesskvinder som Bolette Christensen fra Dansk Industri, prorektor og EU-kommentator Lykke Friis, Spin-baben Lotte Hansen og  topchefer fra Novo Nordisk, Tryg, A. P. Møller – Mærsk og forsvarschefen, den firestjernede general himself.
            Jeg var så nok den eneste, der ankom med bus 18. Det er den, der kører til Frederiksberg gennem Nørrebro og er som en rullende United Colors of Benetton-reklame – bare grim. I den kan det være svært at bevare følelsen af at høre til eliten.
            Kan godt være, jeg venter lidt med at søge ind i det gode selskab.