Erhvervspressens svar på Loch Ness Uhyret

Navnet Saxo Bank tricker en automatreaktion hos journalister og læsere, og myten om virksomhedens skurkagtighed er efterhånden blevet erhvervspressens svar på Loch Ness uhyret: Bare fordi det ikke er bevist, kan det jo godt være, det findes!

Saxo Bank er ikke bare en bank. Det er fænomen. Det ser man tydeligt i disse dage, hvor virksomheden får endnu en tur i erhvervspressens karrusel. Sådan har det faktisk altid været. Det ved jeg, for jeg har brugt det meste af et år på at studere fænomenet for at kunne skrive bogen om Saxo Bank, ”Tyren, Bjørnen og Banken”.
Ordet ”pressekarrusel” ikke er tilfældig valgt, for det er i udstrakt grad de samme historier i lidt forskellige indpakninger, der har turpas til avisernes spalter - vi kunne kalde dem Saxo Bank evergreens:

”Kunderne taber penge” er nummer et på hitlisten. Første gang den blev lanceret var i 1996 i en tv-udsendelse. Det program er fundamentet under pressens skeptiske indstilling overfor Saxo Bank den dag i dag, og det bliver nævnt hver eneste gang, virksomheden får en ny tur i karrusellen. Historien om, hvordan det gik til, er meget underholdende og nøje beskrevet i min bog, men her vil jeg bare bidrage med lidt fakta. Jeg har set udsendelsen mere end 20 gange, og det eneste, den faktisk beviste i forhold til Midas (som Saxo Bank hed dengang), var, at de havde en aggressiv salgsstrategi, en ikke-eksisterende pressestrategi og én virkeligt sur kunde, nemlig den daværende ejer af Den blå Avis, Karsten Ree. Han har i tidens løb i avisernes spalter truet med at melde Midas til politiet, bagmandspolitiet, Finanstilsynet og med at anlægge civil erstatningssag. Han har aldrig gjort nogen af delene, så måske har det handlet om, at når man ikke kan få ret, så kan man da i det mindste få hævn.

Ud over at være hovedkilde til tv-udsendelsen er Karsten Ree også manden bag to famøse mapper, der i sig selv nærmest er blevet en klassiker i artikler om Saxo Bank. De skulle ifølge myten være sprængfyldt med inkriminerende materiale om banken. Senest var mapperne oppe at vende i sidste uge, hvor Jyllands-Posten lod Karsten Ree fortælle, at han har lånt dem ud til et advokatfirma, der skal bruge dem i ”en stor sag, de vil køre på vegne af nogle udenlandske investorer”.
Da jeg tilsyneladende er den eneste journalist, der faktisk har læst alt i disse mapper, synes jeg, jeg vil bidrage med lidt faktuel viden:
Mapperne er en rodebutik af lapper med telefonbeskeder, brochurer om Midas, de originale dokumenter i forbindelse med Karsten Rees egen investering og lidt af hvert som for eksempel et eksemplar af ”Vejledning fra Finanstilsynet om at drive fondsmæglervirksomhed”. Kopier og gengangere af de forskellige dokumenter fylder godt op. Desuden er der otte telefonbeskeder fra folk, der føler sig snydt, der iblandt nogen, der føler sig snydt af et helt andet firma.
Jeg har kigget på hvert eneste stykke papir i de mapper, og selvom jeg ikke er uddannet jurist, tør jeg godt vove den påstand, at der ikke er noget at hente der, som kan bruges i nogen retssag.

Man kan godt spørge: Hvorfor overhovedet beskæftige sig med den gamle historie i dag? Det er da også helt skørt, men den bliver altså hevet op på karrusellen, hver gang en ny tur starter, og de fleste friske historier om banken bliver skåret efter urmytens skabelon fra 1996.
Når et portugisisk finanshus nu truer med sagsanlæg, kæmpe erstatningskrav og skingert kræver, at Finanstilsynet inddrager Saxo Banks licens, så minder det temmelig meget om den oprindelige ”Kunder taber penge”-historie: Bulder og brag i pressen, inden nogen af de annoncerede tiltag bliver til noget. Hvis de da ellers bliver til noget. Ingen overvejer tilsyneladende, om der findes en årsag til, at utilfredse kunder foretrækker disse pressekrumspring frem for rettens strenge vej. Det ville være en spændende fornyelse, hvis man ikke blot var kritisk overfor Saxo Bank, men også overfor bankens kritikere. Fra mit arbejde med bogen ved jeg, at det før er sket, at nogen har forsøgt at presse et økonomisk lukrativt forlig igennem ved at buldre.

Og det er let at få adgang til at buldre, fordi Saxo Bank er dette fænomen, man elsker at hade.
Letbenede historier, der har hvidvaskning i overskriften, er gengangere på karrusellen, selvom det er et fænomen, Saxo Bank kæmper med på samme måde som alle andre banker. En ny variant dukkede op i Børsen forleden, hvor banken blev forsøgt sat i forbindelse med colombianske narkobaroner, fordi man i 2008 havde holdt en præsentation i Bogota. En universitetsforsker udtalte: ”Lige så snart man siger Columbia, ringer der en alarmklokke”. Og så skulle det være bevist. Det er egentlig hylende morsomt, og slipper vel kun igennem redaktørens nåleøje, fordi det er fænomenet Saxo Bank, og dem ved vi jo alle nudge, nudge, wink, wink, know what I mean? hvad er for nogen.

Saxo Banks priser er uigennemskuelige er en historie, der holder sig evigtung, fordi de færreste forstår, hvad er derivater egentlig er for noget, og hvordan valutamarkedet virker. Det paradoksale er, at handelssystemet SaxoTraderen faktisk blev udviklet for at skabe gennemskuelighed for kunderne. Efter den første karruseltur i 1996 ville Saxo Bank undgå igen at kunne angribes for at føre nogen bag lyset. Transparens blev et nøgleord, og filosofien er ”al magt til kunden”. De skal selv trykke på køb/salg-knappen og selv tage ansvar for deres egne investeringer. Hvis man fortsatte og sagde ”selv tage ansvaret for deres eget liv”, har man de to stifteres livsholdning i en nøddeskal. Den har ikke ligefrem givet dem priser som årets krammebamser og har formentlig været med til at øge den automatiske skepsis overfor Saxo Bank.

Myten om bankens skurkagtighed er blevet erhvervspressens svar på Loch Ness uhyret: Selv om det ikke er bevist, kan det jo godt være det findes. Og historierne om det er i hvert fald underholdende.