”Vi er jo ligesom spejderdrengene...”

Novozymes har sejlet i succes, siden enzymforretningen blev skilt ud fra Novo Nordisk for 10 år siden. Et støt stigende resultat fra 602 mio. kr. i 2001 til 1.194 mio. kr. i 2009 er bare et af mange udtryk for, hvordan virksomheden formkurve har udviklet sig. Topchef Steen Riisgaard mener, den største trussel kommer indefra. ”Det er en udfordring at sikre, at vi ikke bliver for selvfede,” fortalte han mig, da jeg interviewede ham til Nyhedsbrev for Bestyrelser.

Her er nogle typiske avisoverskrifter: Novozymes stormer frem, Novozymes scorer kassen, Erhvervspressen elsker Novozymes. Bliver det ikke lidt kedeligt?

”Nej da! Vi vil gerne have, at vores medarbejdere kan læse i avisen, at vi har succes. Det bliver de stolte og endnu mere motiverede af.”

Lars Kolind siger i sin bog, Kolindkuren, at succes er roden til fiasko!

”Det er en god observation, for det er en udfordring at sikre, at vi ikke bliver for selvfede. Det er derfor, vi har lavet en ny ambition for virksomheden. Vi vil i al ubeskedenhed lave om på verden sammen med vores kunder, så det bliver et mere bæredygtigt sted at være. Den måde vi målsætter, om vi er med til at forandre verden, er, at vi skal sælge meget mere meget hurtigere. Vi skal vokse mere end 10 procent om året - organisk.”

Hvordan undgår I, at folk bliver magelige?

”Vi har det dilemma, at der er dele af vores organisation, hvor vi kun interesserer os for, om de bliver stadigt mere produktive. De behøver ikke blive mere kreative. De, der arbejder der, skal acceptere, at alle de penge de frigør, dem giver vi til business development, marketing og R&D. For at folk i produktionen skal føle sig motiverede, er det vigtigt, at der ikke bliver svinet med pengene. Det har vi ikke altid succes med, men vi gør meget ud af, at også R&D har nogle udfordrende mål; nogle benchmarks for hvor hurtigt de skal udvikle nye enzymer.”

Hvad så hvis de ikke når det?

”Jamen i vores virksomhed skal vi leve op til målsætningen. Hvis ikke vi vokser, så går vi i panik - alle går i panik, også forskerne!”

Er det ikke en kunstig panik?

”Det føles ikke kunstigt. Sidste år voksede vi kun med fire procent, og vi har aldrig slidt så meget for at se, om vi dog ikke kunne vokse lidt mere. Eksternt brugte vi selvfølgelig finanskrisen som forklaring, men internt var det bare ikke godt nok. Vi havde lige lanceret en ny ambition om,  at vi skulle vokse med 10 procent, og så var vi kun vokset fire!”

Med bioethanol sejler du ind i samme politiske farvand som Vestas. Er det ikke både vanskeligt og farligt at navigere i?

”Jo og det gik da også galt fra starten, fordi vi ikke var rustede til det. Olieselskaberne og de store fødevareselskaber var meget bedre til at køre debatten. De havde også et større budget, og de vandt den kamp, så førstegenerations bioethanol bliver aldrig til noget i Europa. Debatten bevægede sig fra, at bioethanol var rigtig rigtig godt til at være rigtig rigtig skidt. Så længe det var rigtig rigtig godt, tænkte vi ikke så meget over, om vi havde alle de gode argumenter klar.”

Da oplevede I måske fat cat effekten: Vi er bare de gode, så vi behøver ikke at anstrenge os?

”Det er nok rigtigt. Først da folk begyndte at kaste med rådne tomater fra alle sider, kom vi rigtigt op i omdrejninger med analysearbejdet. Nu har vi en fantastisk analysegruppe ansat. Vi har folk her, der har læst alle de rapporter, der er lavet om emnet fra alle sider. Jeg tror, vi er det eneste sted i verden, hvor nogen har læst det hele. Nu er vi rustede til debatten om andengenerations bioethanolen. Vi har analyseret hvilke argumenter, der kan være imod, og hvordan vi kan kvantificere det - hvor har de ret, hvor har de ikke ret? Vi er klar, men det er ikke sikkert, vi vinder, for de andre har promotionsbudgetter, der er større end hele vores omsætning.”

Hvor mange i Novozymes er bekæftiget med det?

”Der er ca. otte i vores analyseafdeling, og så har vi lobbyister ansat i Danmark, USA og Kina, og snart også i Bruxelles. Det er en ny ting for vores organisation at have det.”

Har du skullet uddanne dig selv til at agere i det politiske miljø?

”Ja, og jeg er meget på banen rundt omkring i verden og tager jævnligt til Washington, Brasilia og Beijing...”

Som lobbyist simpelthen?

”For at forklare sagens rette sammenhæng...”

Altså som lobbyist. Hvordan har det været at påtage dig den rolle?

”Det har været fantastisk spændende for mig at agere i det der politiske rum, hvor vi ikke har haft nødigt at operere før. Tidligere udviklede vi et nyt enzym til vaskepulver og gik ud til vores kunder med det. Virkede det, købte de det, så det var ret enkelt. Nu skal vi stadig have fat i kunderne, men vi skal også bane vejen for, at samfundet skal synes, det er en god teknologi. Og den skal banes så meget, at lovgivningen i mange tilfælde skal indrettes efter den. Det er nyt og spændende. Faktisk lavede vi for to år siden om på organisationen, for at jeg kunne få mere tid til det. Nu har vi to divisioner med hver sin vice president, der kører de daglige forretninger, for at jeg kan bruge mine kræfter på de eksterne linjer.”

Kan det ikke give backlash at arbejde i den politiske verden - den er jo meget ustabil?

”Jo, men strategisk skal man gøre op med sig selv, om man vil være der. Hvis man arbejder i et felt med miljørigtig teknologi, bliver man bare nødt til at være der i den politiske verden. Hvis man bare tror på, at de gode vinder af sig selv, bare de arbejder hårdt, så må man tro om igen.”

Da jeg interviewede dig i 2005 havde I lige fundet et antibiotika, hvordan gik det med det?

”Det projekt har desværre lige fået en mavepuster. Det er et potentielt produkt, plektasin, som Sanofi for et år siden lavede en aftale med os om, at de ville udvikle videre på, men nu har de opgivet, så vi er gået lidt i tænkeboks med det. Vi har nogle andre spændende ting indenfor pharma. Vi laver noget bulkpharma hydronsyre og er ved at bygge en meget stor og dyr fabrik i Kina. Det kan gå hen og blive rigtig stort område udenfor enzymforretningen. Vi har også andre projekter, og det, der kendetegner alle vores forskellige projekter er, at vi beskæftiger os med nogle meget basale behov. Vi er helt nede i bunden af Mazlows behovspyramide - mad, energi råvarer. Ting, der altid er brug for og bliver endnu mere brug for, når verden vokser.”

Sidst vi talte sammen, havde du lige bedt dine forskere komme med bud på projekter ud fra FNs Millenium Goal-liste. Hvad kom der ud af det?

”To projekter, hvoraf det ene lever endnu. Det foregår i Mozambique, hvor vi vil bygge en lille fabrik, der kan lave bioethanol ud af Kasawaplanten. I Afrika fælder de alt for at lave trækul til at lave mad over. Det er et af de største miljøproblemer dernede. Vi vil arbejde sammen med de lokale farmere, der skal dyrke kasawa og levere en del ind til vores fabrik, som laver bioethanol. Det skal bruges i nogle bestemte primusser, der er udviklet til Afrika, hvor dødeligheden blandt kvinder er meget høj, fordi de sidder inde i små hytter i tæt røg og udvikler dødelige lungesygdomme. Vores projekt adresserer både et sundhedsproblem og et miljøproblem, for de behøver ikke fælde træerne. Alt er raseret i 150 km fra hovedstaden! Nu kan de plante træer og...”

Det er jo sødt alt sammen, men er der penge i det?

”Det tvivler jeg på. Vi gør det, fordi vi overfor vores egne medarbejdere gerne vil vise, at vi vil gøre noget for verden. Jeg har den holdning, som mine kolleger er lidt kede af, at når der er oversvømmelse, tsunami, jordskælv osv., så giver vi aldrig noget. Hvis vi skal gøre noget, skal det være på områder, hvor vi har unikke kompetencer, der kan bringes i anvendelse. Det kan vi indenfor det her. Så der vil jeg godt bruge en hel del penge.”

Hvad er tidshorisonten?

”Hvis der ikke er flere NGOere, vi skal spørge, så burde den første lille fabrik stå der næste år. En af de store udfordringer i sådan et projekt - jeg tør næsten ikke sige det - men det er, at der er en guds velsignelse af NGOere, som mener noget om sådan et projekt. Hvis ikke man på en eller anden måde tilgodeser dem, ender man på forsiden af Politiken eller tilsvarende. Så dem er man nødt til at stille tilfredse. Det gør man ved at lave dem lave en analyse, som man selvfølgelig betaler for. Og så kan vi komme lidt videre. Du gør dig ingen forestillinger om, hvor mange NGOere, der er i Afrika, der blander sig, og hvor lang tid ting tager af den grund.”

NGOerne plejer da ellers at elske dig! Men du er vel først og fremmest forretningsmand - er det så ikke modsætningsfyldt at arbejde for at få flere love og regler?

”Nu er det sådan, at alt, hvad Novozymes laver, vil have gavn af, at der bliver strammet op på miljølovgivningen i almindelighed. Det er ofte bioethanol, vi taler om, men vi udvikler f.eks. også produkter, der gør, at landbruget kan udnytte gødningen mere effektivt. Sådan noget vil blive hurtigere implementeret ved hjælp af lovgivning.”

Dine topchefkolleger må da være irriterede på dig, når du arbejder for at få flere regler?

”Jeg tror da, der er mange, der med mellemrum er irriterede på os - det var de også i gamle dage i Novo Nordisk. Vi er jo ligesom spejderdrengene, der altid vil gøre det rigtige.”