Brian Petersen forlod Københavns Lufthavne i oktober og
er nu fuldtids formand for B&O og Visit Denmark. Han er medlem af
bestyrelsen for Alk-Abelló, Egmont Fonden, Center for Ledelse og på vej ind i Coloplasts.
Det kunne godt ligne et goddag til en tilværelse som professionelt
bestyrelsesmedlem, men Brian Petersen udelukker ikke at blive CEO igen. ”Det er
ikke titlen, men opgaven, der er interessant,” sagde han til mig, da jeg interviewede ham til Nyhedsbrev for Bestyrelser.
Jeg har hørt, du spiller den ondeste rockguitar – det er
nok en ret sjælden kombination rockguitarist og bestyrelsesformand for B&O!
”Jeg
tænker overhovedet ikke på det at være bestyrelsesformand, som noget der
definerer mig. Det er spændende opgaver, der interesserer mig. Før hed det CEO
for Lufthavnen, nu hedder det formand for B&O. Hvis de havde bedt mig være
CEO for B&O, ville det da også have været interessant. Det er ikke titlen
men opgaven, der er interessant.”
Du og B&Os CEO Kalle Hvidt er nogenlunde jævnaldrende
– opfatter man så ikke hinanden
som konkurrenter?
”Det
tror jeg ikke, vi gør. Om fem år er han måske bestyrelsesformand for en
virksomhed, hvor jeg er CEO. Rollerne bliver ofte byttet om. Det er jo ikke
nødvendigvis den ældste der er formand.”
Øh jo som regel er det da det!
”Du
har ret. Der er mange eksempler på det, men Jess Søderberg f.eks. var da ældre
end Michael Pram Rasmussen. Jeg ville ikke selv have nogen problemer med at
rapportere til en formand, der var yngre end mig selv, og Kalle Hvidt og jeg
har fundet en god måde at arbejde sammen på.”
Hvad er indtil videre din konklusion – hvor stor er
chancen for, at B&O også eksisterer om ti år?
”99,9
procent – de har nogle helt utrolige kompetencer. Det er SÅ imponerende. Jo
mere jeg graver, jo mere guld kommer der frem.”
Men de har jo ikke kunnet grave det guld ud i mange år!
”Jeg
må nok sige, at hvis de havde været virkeligt dygtige til at markedsføre sig
selv, skulle der ikke have været så mange overraskelser for mig. Så havde
guldet nok været udstillet. Der er et eller andet der. Jeg blev imponeret, da
jeg så, at når de samler et fjernsyn, tester de hver enkelt af dets tre
højttalere, og hver eneste højttaler bliver kalibreret til lige dét printkort i
dét tv. Det er der nok ikke mange, der forestiller sig. Bagefter bliver
fjernsynet testet manuelt en times tid af en person, der afprøver alle
funktionerne, inden det bliver sat på lager. Alligevel tager de 10 procent af
lageret ud til stikprøver og tester det igen.”
Jamen altså – kan det svare sig?
”Med
denne her kvalitet af apparat, tror jeg det.”
Er der simpelthen ikke sket det, at du, ligesom alle
andre der har haft fingrene i B&O, er blevet smaskforelsket?
”Jo,
det er jeg.”
Så mister man sin sunde fornuft?
”Det
er risikoen. Så gælder det om at finde en modvægt, for mit job er at gøre andre
forelskede. Løsningen er at gå ud og tale med kunderne. Forleden besøgte jeg
en, der har B&O i hele sit hjem. Nu er han ved at bygge et sommerhus i
udlandet, og der vil han ikke have B&O. Vi interviewede ham om hans
oplevelser, og så bliver man mere nøgtern. Han gik mest op i, at systemet var
enkelt, men de folk, der havde installeret det for ham, havde sat det op, så
det kunne alt muligt - for ham blev det oplevet som kompliceret.”
Er det et symptom på, at B&O gennem nogle år har
været teknologidrevet?
”Det
er delvis korrekt, men designerne har nu været helt utroligt in touch med, hvad der sker. For eksempel fandt de, da cd’en
kom frem og forvandlede musikafspilning generelt til en boks uden
designmuligheder, hvor man ikke engang kunne se, hvilke cd’er, man spillede, da
fandt B&Os designere på BeoSound 9000 - den lange afspiller, hvor man kunne
se alle seks cd’er...”
Nu er det vist den forelskede mand, der taler igen...
”Men
designeren løste et problem folk havde – det var fantastisk!”
Hvornår var det?
”1992.”
Og siden er der ikke kommet noget banebrydende fra
B&O!
”Jo,
for eksempel BeoVision 10, som er fladskærmen, der er udformet som en
billedramme.”
Jo jo, men hvordan kan I lave penge på det?
”Vi
bliver nødt til at se B&O som et brand. Alt er underordnet det. Det er
brandet, der skal styre hvilke produkter, vi skal lave, hvordan reklamerne skal
være, hvilke butikker vi skal sælges i. Og det er brandet, der skal bestemme,
hvor meget kvalitetskontrol vi skal lave. Vi har brug for at gøre B&O
brandet stærkere. I udlandet bliver vi altid rangeret som et af de 10 cooleste
brands.”
Kunne man forestille sig, man kunne tjene penge på det?
”Ja
netop – vi skal sørge for at bruge det på en måde, der fører til mersalg. Det
er det vigtigste arbejde nu. Hvad er vores benefit barriers? – altså hvad er det, der gør, at forbrugerne ikke vælger vores produkt. Det ved vi ikke 100 procent.
Det er et arbejde, der foregår nu, som Kalle Hvidt leder personligt. Vi skal
kigge på os selv udefra og ind, i stedet for omvendt. Vi skal se det fra
kundens perspektiv.”
Du har boet i Kinas største fabriksområde, Guangzhoo –
har du et bud på, hvordan kan vi slå kineserne?
”Det er ikke nemt. Men der er
visse ting, de ikke er verdensmestre i. De har ikke rejst meget, og deres
daglige liv er anderledes. Derfor vil de ikke kunne forstå forbrugerne udenfor
Kina, lige så godt som os. Foreløbig skaber de ikke vestlig mode og design. De
kan løse svære teknologiske opgaver, men ikke design til markedet udenfor Kina.
Desuden har de aldrig oplevet en recession, men har haft vækst uafbrudt i 30
år, så de vil ikke kunne genkende et fald, når det kommer. Det er vores store
chance lige nu.”
Nogle brands outsourcer alting og sidder praktisk taget
tilbage med et logo - hvordan ser du på det?
”Jeg mener brandet må være det
styrende, og det, man skal producere under det, skal laves af den bedste
leverandør. Nogle gange er det en selv, nogle gange andre. For B&O vil det
aldrig blive 100 procent andre, for vi har nogle helt unikke kompetencer for
lyd, billede aluminium og plastik.”
Hvor meget kan et brand holde til, man outsourcer?
”Det varierer. Hos Procter &
Gamble i Kina havde vi et slogan: If you don’t use it – loose it. Hvis vi
investerede i at tilføje vores produkter noget, skulle vi kunne bevise, at det
betød et bedre salg. Hvis forbrugerne ikke kan mærke en forskel, så lad være at
bruge pengene på det. På samme måde er det med outsourcing. Hvis kunderne
vil have, at produkterne er lavet
i Danmark i de oprindelige lokaler af folk uddannet på samme måde gennem mange
år – så skal man ikke outsource.”
Det vil kunden jo aldrig sige?
”Det kommer skam an på, hvordan
man spørger. Jeg vil kunne finde fem måder at spørge på, så jeg ville få et
ærligt svar. Blandt andet kan man lave et test med en mock up butik med
plakater ved indgangen, hvor der står, at produktet er made in Denmark og måske
med et billede af de mennesker, der laver det. Så sender man 300 kunder igennem
og ser, hvad de siger til det. Siden prøver man med en anden plakat, hvor der
står made in Thailand og så nogle positive ting og sender 300 ind igen. Man
spørger ikke om noget, men studerer deres adfærd og ser hvilken butik der
sælger mest. Mange danske virksomheder
er bagud med marketresearch – de tror, at folk ikke siger sandheden, men en god
marketresearcher finder en metode, så forbrugeren ikke ved, hvad de bliver
spurgt om.”
Nogle spørger vel også for at få et svar, der giver den
bedste bundlinje næste år?
”Men det er dårlig ledelse. Der
er selvfølgelig et konstant pres for en bedre bundlinje, men hvis man giver
efter, ødelægger man sin forretning. Jeg kan godt lide at bygge noget op. Det
betyder, at man må tænke langsigtet, og så klare de aktuelle problemer taktisk.
Da Kalle Hvidt kom til B&O, besluttede han, at man måtte skifte teknologien
grundlæggende ud – droppe det analoge og starte helt forfra med det digitale.
Sådan noget tager to-tre år, og de ressourcer, der er dedikeret til det
projekt, kan ikke skabe nye produkter imens. Det er ikke noget, investorerne
bliver glad for umiddelbart, men når de nye produkter endelig kommer ud, står
vi stærkere.”
Du har arbejdet for en virksomhed, der var
kapitalfondsejet, for en børsnoteret, for en offentligt ejet – hvad kan du
bedst lide?
”Jeg foretrækker nok et
børsnoteret selskab enten med et bredt ejerskab eller med et godt ejerskab – et
hvor virksomhedens interesse kommer i første række. I kapitalfondsmodellen
kommer det meget an på de folk, der er i kapitalfonden. Hvis de er dygtige, er
fordelen, at man meget hurtigt kan komme til beslutningen. Hvis de ikke er
særligt dygtige men har magten, så er det rigtig slemt. Det er sådan set samme
forskel på Kina og Danmark. Kina er et diktatur og kan derfor løbe hurtigere
end Danmark. På den anden side er Libyen også et diktatur, og der går det ikke
så godt!”
Men et godt diktatur er bedre end et dårligt demokrati?
”I virksomhedssammenhænge er det
nok. Som en af mine gamle kolleger sagde: Demokrati er en god ide - bare det samles på få hænder.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar