Niels Due Jensens karakterselvmord

”Spørgsmålet er om al hurlumhejet omkring Lars Kolind ikke skygger for det virkelige ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor - hvorfor - insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?” Sådan spørger jeg i dagens udgave af Nyhedsbrev for Bestyrelser.

Det har nok ikke været den bedste måned i Lars Kolind erhvervsliv. Kritikken er haglet ned over ham siden bogen ”Arvtageren” udkom i midten af november og blotlagde forløbet, da Niels Due Jensen blev presset til at forlade Grundfos’ koncernbestyrelse og i stedet indtage den mere nestoragtige rolle som formand for ejerfondens bestyrelse.

Han er blevet kåret som ”ugens taber” i Berlingske Business, hvis seniorkommentator supplerede med at mene, at ”manglende realitetssans fældede Grundfos-formanden”. Samt at Lars Kolind havde brudt den væsentligste regel og taget en intern konflikt og gjort den ekstern. ”Det er en eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt,” skrev Jens Chr. Hansen. Også den estimerede CBS-professor Steen Thomsen var i den grad ude med riven efter Lars Kolind. Han kaldte det i en kronik i Børsen et forsøg på karaktermord og skrev skråsikkert, allerede inden bogen var udkommet, at Lars Kolind burde gå af.

Spørgsmålet er, om ikke alt hurlumhejet omkring Lars Kolind skygger for det helt centrale ledelsesproblem i Grundfos: Niels Due Jensen. For hvorfor - hvorfor - insisterede han på, at en af Danmarks notorisk mest kritiske erhvervsjournalister skulle skrive hans biografi?

Birgitte Erhardtsen har ganske vist bevist, at hun kan skrive virkeligt gode og læseværdige bøger. Hun har nemlig fire af slagsen bag sig. Men det er ikke biografier om nydelige blåt-er-altid-pænt topchefer i C20-klassen. Det er dels to business-thrillers, Bristepunktet og Barbarerne, der er mere eller mindre opdigtede historier om skyggesiderne i erhvervslivet. Og så har hun lavet to fakta-bøger, der er fortællinger fra dansk erhvervslivs kulørte og odiøse overdrev. Det gælder Milliardærklubben, der handler om en gruppe guldflipperes forretningspartnerskab. Og det er portrætbogen Erik Damgaard om IT-milliardærens storhed og fald.

I sit journalistiske arbejde på Berlingske Business er Birgitte Erhardtsen terrieren, der bider sig fast i en historie og ryster kilderne, indtil nogle lunser af de ubehagelige sandheder ryger af. Senest har hun oprullet krigen i en anden af landets store erhvervsfamilier, Færch-familien.

Det var altså hende, Niels Due Jensen insisterede på, skulle skrive hans biografi. Man fristes til at citere de ovenstående Lars Kolind-kritikere og spørge, om det var ”manglende realitetssans” og en ”eklatant fejlvurdering, i bedste fald naivt”?

Det kunne have været et udtryk for en modig erhvervsleder, der ønskede hver sten vendt og sandheden frem om ham selv og sit imperium. Ligesom Apples Steve Jobs, da han bad Walter Isaacson skrive sin biografi, og den bestemt blev ikke specielt smigrende for Jobs - til gengæld blev den formentlig specielt sand. Sådan var det ikke med Niels Due Jensen, for han blev rasende og undsagde bogen offentligt.

Så er det, man må spørge, hvor kæden er hoppet af. Man kan sige sig selv, at en journalist af den klasse og kaliber vil kigge efter skeletter i skabe, snavs under gulvtæpper og uro i ledelsesgrupper. Og hvis hun er dygtig og erfaren som Birgitte Erhardtsen, så vil hun finde noget. Hvordan det kan komme bag på Niels Due Jensen er en gåde. Det kunne tyde på, at han er vant til at bevæge sig i en verden, hvor hans ord er lov og hans vilje gældende. I sådan en verden kan det være svært at forestille sig, at der er nogen, man ikke kan styre. Og så er det, man glemmer at lave sit hjemmearbejde og undersøge hvem, det er, man inviterer ind i den inderste kreds. Derfor står der pludseligt en kritisk erhvervsjournalist med en passerseddel fra topchefen.

Det var Niels Due Jensens helt egen beslutning, at bogen skulle skrives, og det var Niels Due Jensens helt egen beslutning, at den skulle skrives af Birgitte Erhardtsen. Han bad alle omkring sig tale med forfatteren og hjælpe hende med arbejdet med bogen. Det giver ikke Lars Kolind megen mulighed for at udvise den diskretion, erhvervsparnasset hylder så højt i disse uger. Når han så sidder der med forfatteren, og hun ikke kun spørger efter heltehistorierne om Niels Due Jensen (og dem er der ved grød flest af i bogen og i virkeligheden) men også om det, der gør ondt; hvad skal Lars Kolind så gøre? Skal han lyve? Det ville ikke stemme overens med de værdier, både Kolind, Due Jensen og Grundfos deler og besynger, f.eks. ”Open and trustworthy - In Grundfos we do what we say, and we say what we do. Our communication is open and honest among ourselves and with the world around us. We put the facts on the table – also when it is not pleasant.”

Man skal huske, hvem der har sat Birgitte Erhardtsen i den stol overfor Lars Kolind og har bedt ham svare på hendes spørgsmål. Så må man vel konkludere, at der ikke så meget er tale om et forsøg på karaktermord som et gennemført karakterselvmord.

Nordea - banken for børn, shopaholics og andre uansvarlige

Det ser sløjt ud for Nordea. Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har bankens ord for, at jeg er en af dens bedste kunder! Og så ser det ærlig talt sløjt ud.

Først troede jeg, det bare var den unge uerfarne telemarketingmand, der var lige lovlig frisk, da han sagde til mig, at jeg var en af bankens bedste kunder, og derfor ville de gerne invitere mig til et møde med min bankrådgiver. Men da jeg siden fik skriftlig mødebekræftelse stod der sort på hvidt, at jeg var blandt de bedste kunder. Selvom mine forventninger til den slags møder er i bund, havde jeg nemlig alligevel takket ja, for det var da lidt spændende at se, hvad de bedste kunder blev budt på. Brevet lokkede ligefrem med ”et overblik over hele din økonomiske situation - både nu og fremover.” Og det var jo ikke så lidt.

Alarmklokken burde selvfølgelig have ringet, da jeg blev bedt om at medbringe min seneste lønseddel. Det var da lidt mærkeligt, at banken ikke havde opdaget, at jeg ikke er lønmodtager men selvstændig på 13. år.

”Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte min såkaldte rådgiver, da jeg sad i de nedslidte 80’er kontormøbler på det lurvede tæppe. Men det havde jeg sådan set regnet med, at hun ville fortælle mig, eftersom det var hende, der havde insisteret på mødet. Nå ja, men først måtte hun  have nogle oplysninger om mig. Oplysninger? Jeg var en af hendes BEDSTE kunder, og alligevel anede hun intet om mig! Jeg har været kunde, siden jeg var syv år, og det hed Andelsbanken, så der burde sådan set have været tid til at samle et par kundeoplysninger sammen undervejs.

Nå men for ikke at virke helt uforsonlig, sagde jeg, at hun da kunne give mig en bedre rente. Den jeg får, er nemlig på et stort rundt nul, mens den jeg giver ligger og dingler omkring 8-9 procent. Da jeg påpegede, at det virkede en anelse skævt, spurgte rådgiveren, om jeg havde hørt om finanskrisen... Hvis hun havde forberedt sig på mødet, havde hun nok i det mindste haft styr på, at denne bedste kunde qua sit erhverv, tolkede finanskrisen, længe inden, hun formentligt havde hørt ordet. Men altså finanskrisen var der ifølge rådgiveren kun to til at betale: Kunderne og så - en kende overraskende - de bankansatte! Her syntes jeg nok, hendes overblik røg. Hvad mon en bankkunde helst have: Mere i rente eller en rådgiver, der har tid til at holde møde bare for mødets skyld? For en af de bedste kunder, er det ikke et svært valg.

Stemningen blev ikke bedre, da jeg spurgte, hvad det mere præcist var, der gjorde mig til en af bankens bedste kunder, mens jeg viftede med min skriftlige dokumentation. ”Nåh, det der - det er bare et standardbrev,” svarede min nye og kommende forhenværende bankrådgiver. Standardbrev med standardsmiger - ja det er da noget, der varmer en trofast kundehjerte. NOT!

Hvornår slog Nordea ind på den kurs? Mit gæt er, at det skete efter topchefskiftet i 2007. Lars G. Nordström der var privatkundemand ind til benet og chef for bankens retaildivision - altså hele filialnettet - inden den sidste store forfremmelse til toppen af Nordea, blev afløst af Christian Clausen der kun kendte til privatkundehåndtering på lang afstand. Hans karriere og betragtelige ekspertise ligger indenfor kapitalforvaltning, og han var, inden han overtog topposten, chef for Nordeas Asset Management division. Så er det ikke så underligt, at banken har været i stand til at passe godt på pengene gennem krisen, men det burde heller ikke komme bag på nogen, at der ikke har været nogle tiltag, der er til reel nytte for de almindelige privatkunder. Bankens website er lige så nusset og rodet som filialgulvtæppet, og dens mobilapplikation kræver tid overskud og en manual at sætte sig ind i.

Kigger man til konkurrenten Danske Bank,  har den haft rigeligt problemer med at passe på pengekassen. Til gengæld er topchef Peter Straarup retail bankmand til fingerspidserne, så de ting, der har reel betydning for privatkunderne - de virker bare. Hvad end det er det tydelige website, den selvindlysende mobilapplikation eller den måde, rådgivere og reklamer taler til kunderne på. ”Stå stærkere” hedder det nye slogan der, og man forstår, at man som kunde kommer til at stå stærkere med Danske Bank ved sin side. Nordea har valgt ”Gør det muligt”, som om banken er den gode fe, der ved at trylleslag får de barnagtige kunders ønske til at gå i opfyldelse. En holdning til kunderne  som bliver helt tydelig i et af bankens seneste tiltag: ”Spar op, hver gang du bruger penge”. Her bliver der hver gang kunden bruger sit dankort automatisk sat et beløb ind på en opsparingskonto. Det er da en bank for børn, shopaholics og andre uansvarlige! Derfor er jeg på udkig efter en anden. Danske Bank virker tillokkende med en kundevenlighed, der grænser til kundebegejstring. Men jeg holder nu lige skarpt øje med, om Peter Straarups afløser bliver en retailmand, for hvis de der svenske kapitalfondsfolk får magt som de har agt, bliver det nok ikke privatkunderne, der kommer til at stå stærkere.