Nordeas hemmelige koncerndirektør

Artiklen er fra februar 2004

Han passer en pengetank på 800.000.000.000 kr. - nemlig Nordeas kapitalforvaltningsområde. Alligevel er han meget lavt profileret i den danske offentlighed. Investeringsspecialisten Christian Clausen udgør sammen med den mere synlige Peter Schütze den danske del af ledelsen af den pannordiske storbank.

Af Hanne Sindbæk

Midt på mahogniskrivebordet ligger en tung, rund krystalkugle. Den passer nogenlunde lige så godt ind i det rationelle bankdirektørunivers som en spåkone passer til revisorkongres. Den ligger og ligner et ønske om at kunne forudsige kursudviklingerne. Men den virker ikke. Og dog.

”Det er utroligt afslappende at kigge ind i den, og jeg gør det, når jeg skal spekulere over noget. Man kan ikke se fremtiden, men den hjælper en til at tænke sig om, og det er næsten lige så godt,” forklarer Christian Clausen.

Han er chef for det ene af Nordeas tre forretningsområder, nemlig Asset Management & Life, der sidste år tegnede sig for omkring 20 procent af bankens indtjening. Han leder 1700 medarbejdere og forvalter en pengekasse, som med 800 mia. kroner gør Nordea til den suverænt største kapitalforvalter i Norden – mere en dobbelt så stor som Danske Bank.

Man kunne kalde Christian Clausen for Nordeas hemmelige koncerndirektør. Han er ukendt for de fleste, og det er ikke mange linjer, man finder om ham i avisarkiverne. Men han er et af to danske indslag i toppen af den nordiske bankmastodont, og der skal mere end målfoto til, hvis man skal finde ud af, hvem der rangerer højest: Peter Schütze eller Christian Clausen. Christian Clausen har været i koncerndirektionen længst, mens Peter Schütze ikke mindst i kraft af sin position som landechef i Danmark er mest synlig. Men når talen falder på, hvem der skal afløse Lars G. Nordström som CEO - og det sker stadigt oftere, efter han i august nåede den officielle pensionsalder på 60 år – nævnes Christian Clausen som en ikke-mulighed. Han er for specialiseret indenfor værdipapirer, forlyder det. Man kan mærke, at det irriterer ham.

”Jeg føler mig kvalificeret til at lede en stor virksomhed. Men det at lede Nordea skal der den helt rigtige samlende person til, og det er ikke sikkert, jeg er den rigtige. Det kan være, der findes en, der er bedre, og det vil jeg have fuld respekt for. Men det er i øvrigt ikke aktuelt at spekulere i de baner lige nu,” siger han.

Så Khrusjtjov: Christian Clausen har interesseret sig for investeringer, siden han var dreng, og hans far lovede ham at doble op, hver gang han satte 100 kroner i banken. Hans far var Helge Clausen, direktør i Forenede Kreditforeninger (det senere Nykredit), og han syntes, at drengen skulle lære at spare op. Det blev en af tre aha-oplevelser, der har præget Christian Clausens liv.

”Det var et fantastisk incitament. Jeg vendte og drejede pengene, fordi jeg vidste, det blev til dobbelt så meget, hvis jeg ikke brugte dem,” fortæller han.

Han var en sorgløs dreng, der rendte rundt og spillede fodbold med kammeraterne på Egernvej på Frederiksberg, hvor også selveste statsminister Jens Otto Krag boede. Ham husker Christian Clausen nu ikke, men han kan huske den spændende dag, da Sovjetunionens ministerpræsident Nikita Khrusjtjov besøgte Krag. Da var alle drengene klar for at se manden, de havde hørt om i fjernsynet.

”Lille Christian”, som han blev kaldt, gik på den grundtvigianske privatskole, Bordings Friskole, og selvom han ikke overanstrengte sig, syntes han egentligt, det gik meget godt, indtil han i 8. klasse fik et wakeup-call, der blev aha-oplevelse nr. to.

”Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke tog mig gevaldigt sammen, kunne jeg ikke komme i gymnasiet. Flere af mine venner var på vej til gymnasiet, så det rystede mig,” siger han.

Så lille Christian blev flittig, og det blev han ved med. Bortset fra det, var han en ganske normal gymnasiast, der elskede festerne på Frederiksberg Gymnasium, hvor de nye hotte københavnerbands som Shubidua og Gasolin stod for musikken. Han begyndte også selv at spille både Jimmy Hendrix-elguitar og akustisk 12-strengede Donovonsange. Men det var og blev kælderrock – det at stå på scenen trak ikke. På det tidspunkt havde han to altoverskyggende interesser, han kunne se en fremtid i: Økonomi og meteorologi.

”Jeg var helt vild med meteorologi – og er det stadigt - og abonnerede på vejrkort fra Meteorologisk Institut, og kunne stolt fortælle mine forældre om, at i morgen ville der ramme et lavtryk…”

Viden blev vigtig: Men der gik en Voldborg tabt i Christian Clausen, for de skrappe adgangskrav til meteorologistudiet sendte ham videre mod sin økonomi-interesse, og han blev stud. polit. Det blev i første omgang lidt af en skuffelse, og han overvejede at holde op. Men et sommerjob som trainee på Landbrugsrådets kontor i Bruxelles fik ham på andre tanker, og gav ham aha-oplevelse nr. tre. Han skulle rapportere de væsentlige nyheder hjem til Landbrugsrådet, men vidste ikke en brik om det.

”Berlingskes Hans Dam og Bjørn Elmquist fra DR var korrespondenter dernede, og når vi sad i Berlaymont-bygningen og ventede på at forhandlingerne skulle blive færdige, forklarede de mig, hvad det drejede sig om. Da gik det op for mig, at det er fandeme vigtigt at vide noget, hvis man ikke ville sidde tilbage.”

Så Christian Clausen kastede sig med ildhu igen over polit-studierne, og når hans store orakel, professor og overvismand Anders Ølgaard sagde, at ”de, der ikke havde fast ejendom, blev de store tabere i inflationskapløbet”, ilede den unge proselyt ud og investerede i en ejerlejlighed, der var noget over en almindelig studerende økonomiske formåen. Men fliden var jo allerede i folkeskolen blevet Christian Clausens følgesvend, så han tjente penge ved forskellige studenterjobs og ved at skrive artikler til fagtidsskrifter. Og han var tændt på økonomien.

”Han fulgte detaljeret med i kursudviklingen på alt fra råvarer, aktier, obligationer og læste Financial Times – det var der altså ikke mange af de polit-studerende, der gjorde dengang,” fortæller Peter Engberg Jensen, koncerndirektør i Nykredit og studiekammerat med Christian Clausen.

Hans vigtigste læremester på økonomistudiet var Bodil Nyboe Andersen, og hun var også vejleder på hans speciale om pengepolitikkens indflydelse på forhåndslån og realkreditlån.

”Jeg så enormt meget op til Bodil. Man gik ikke ind til hende med noget, hvis man ikke havde styr på det. For så stillede hun lige de der to-tre spørgsmål, så man kunne se, det var helt til grin. Hun har en helt vidunderlig logik, og så er hun et dejligt menneske,” siger Christian Clausen.

Karriereknækket: Bodil Nyboe Andersen kom også til at spille en vigtig for hans karriere. Men først fik han som nyuddannet ansættelse i den fine gamle Henriques Bank, der virkeligt satsede på den unge sekretariatsleder. For det første undværede de ham tålmodigt, mens han til sin egen store irritation måtte aftjene sin værnepligt i Livgarden, og da han så kom tilbage satte de et længerevarende uddannelsesforløb i gang. Christian Clausen blev sat i lære hos store vekselererfirmaer rundt om i verden. Et par måneder hos Lehman Brothers i New York, SG Warburg i  London og hos M.M.Warburg-Brinckmann, Wirtz & Co i Hamburg. Og så var han klar til at blive chef for investeringsrådgivningen.

         Men banken skrantede, så læremesteren, der i mellemtiden var blevet direktør i Andelsbanken, hentede sin elev over som vicedirektør og chef for investeringsområdet. Det var samme år, 1982, som Danmark liberaliserede valutabestemmelserne. Udenlandsk valuta og værdipapirer kunne nu handles frit, så der var rigelig plads til vækst. Der var 3-4 mand i afdelingen, da Christian Clausen startede, og 120 da han sluttede fem år senere. Netop slutningen satte det eneste knæk på Christian Clausens ellers støt stigende karrierekurve. En dealer spekulerede som gal i japanske aktier, og nåede på godt en måned at tabe hen ved 60 mio. kr., inden han blev opdaget og meldt til politiet for bedrageri. Men bankens bestyrelse syntes ikke, at det var nok. Den ville degradere Christian Clausen og hans chef Kjeld Øberg.

”Jeg havde det ad helvede til. Jeg havde arbejdet fem-seks måneder på at opklare, hvad der egentligt var sket. Jeg havde været i London og siddet og tævet nogle japanske brokere for at de skulle hoste op med nogle af pengene. Det gjorde de også, og jeg fik reddet en del hjem igen. Så jeg følte, det var helt forkert at blive sat fra bestillingen. Vi havde haft stor succes og skabt en indtjening til Andelsbanken, der var afgørende for deres bundlinje. Sådan behandler man efter min mening ikke dygtige, velfungerende medarbejdere,” siger Christian Clausen.

Der var delte meninger om det, men i branchen var det en udbredt opfattelse, at bestyrelsen havde overreageret, og det skortede da heller ikke på jobtilbud, så både Christian Clausen og Kjeld Øberg forlod Andelsbanken. Christian Clausen gik til et job som direktør i vekselererfirmaet Erik Møllers Efterfølgere, men det var lidt af et fejlskud. Det holdt kun fem måneder. Så ringede Lars Johansen og tilbød ham job som direktør i Privatbankens Børsmæglerselskab, og det tog Christian Clausen et nanosekund at beslutte sig for at sige ja tak.

”Jeg skulle finde den bedste børsmægler-direktør i København til Privatbørsen – og det var Christian. God teoretisk baggrund, praktisk viden om værdipapirer, og så kan han tænke strategisk,” siger Lars Johansen, adm. direktør i FIH.

Privatbørsen var på det tidspunkt landets førende børsmæglere, så det tiltalte selvfølgeligt den ambitiøse direktør. Men gjorde ikke ligefrem sagen værre, at Andelsbanken måtte se deres detroniserede investeringschef i spidsen for konkurrenten.

Arbejdslejren i Stockholm: Det er faktisk i store og stadigt voksende træk den samme afdeling, Christian Clausen har været chef for og bygget videre på siden 1982. Andelsbanken og Privatbanken fusionerede og blev til Unibank, og Christian Clausen blev chef for børsmæglerselskabet Unibørs. Og da den store nordiske bankfusion var en realitet i 2000, var den bedste mand til jobbet som chef for de fire store bankers fælles kapitalforvaltning, Christian Clausen. Han fik plads i koncernledelsen, og kontor i Stockholm.

         Her tilbringer han som regel et par tætte arbejdsdage hver uge, for når man alligevel skal være væk fra familien, kan man lige så godt få noget fra hånden. Om dagen er der koncernledermøder, om aftenen arbejder han som regel med nogle af sine nærmeste medarbejdere. Enten i banken eller i lejligheden, der ligger få hundrede meter væk. Aftensmaden hentes hos favoritsushi’en rundt hjørnet.

Om morgenen løber han, men det har han nu også for vane i København. Og han løber langt. Som regel 10-12 km, og otte måneder om året løber han en gang om ugen de 15 km ind til banken fra hjemmet i Klampenborg. Christian Clausen har i det hele taget ”et højt aktivitetsniveau” som han selv udtrykker den. Som helt ung var han elite-basketballspiller. Nu hyggespiller om søndagen med andre eks-elitespillere, på et mix-hold af mænd, kvinder og store børn, som bl.a. sønnen Christoffer. I sommerhuset i Tisvildeleje rider han med datteren Julie, spiller golf med vennen Kjeld Øberg, sejler og fisker fra familiens jolle.

”Der sker meget rundt om Christian. Han tager mange initiativer og er bedre end noget rejsebureau. Når vi skal på skiferie er alt planlagt, booket og organiseret i god tid. Nogle gange kan man godt føle sig lidt overvældet,” siger vennen Peter Perregaard, vice president i Oracle.

To måneders ferie: Christian Clausen taler ikke så meget om at prioritere familien. Han gør det bare. Hvad der for andre er ulvetimen, er for Christian Clausen den bedste tid på dagen. Så er familien samlet, han laver hverdagsmad, mens han sludrer med Annette, som han har kendt i 27 år og været gift med i 20, hjælper Christoffer med lektierne og hører Julie i tysk.

Han holder seks ugers ferie med familien om året, og nogle gange ikke nok med det. I 2002 gjorde han det for en topchef helt uhørte, at han tog to måneder fri, for at rejse jorden rundt med familien.

”Det var en drøm, vi havde, og da jeg fortalte Thorleif Krarup om det, kunne han godt høre, at det var utrolig vigtigt for mig. Så han sagde, at det var i orden, hvis jeg kunne få det til at fungere for banken. Det kan jo heller ikke være rigtigt, at man skal sige sit job op for noget så enkelt som at tage jorden rundt. Det skal man kunne gøre én gang i sit liv,” siger Christian Clausen.

Men én gang er åbenbart ikke nok, for til næste år drager familien igen af sted med rygsække og Lonely Planet-guider jorden rundt den anden vej. Hvor de første gang tog dykkercertifikat sammen, er det planen, at de denne gang skal bestige et af Himalayas bjerge.

Når han overhovedet kan tænke tanken, er det selvfølgeligt fordi det gik godt første gang – også for banken.

”Det var en interessant eksercits at få alt på plads inden turen. Min ledergruppe måtte jo tage fuldstændigt over, for når man står i en jungle ude i Burma kan man altså ikke gøre noget. Men de var topmotiverede,” fortæller Christian Clausen.

Og det er et godt hold han har. Christian Clausen har ry for at kunne rekruttere branchens bedste, men der er ikke noget med stjerner og vandbærere her. Det handler om teamwork.

”Det skal være folk, der anerkender, at det er smadderspændende at arbejde sammen med dygtige mennesker, for så kan vi SÅ meget mere. Hvis man så har den rigtige strategiske ambition, viljen til at gennemføre den, er resten bare hårdt arbejde. Så har man en rigtig god cocktail,” siger Christian Clausen.

Global investor: Det har været en strategisk ambition at flytte Nordea Asset Management & Life fra et nordisk fokus til at have en global ambition. Og noget er lykkes. I efteråret fik Clausen & Co. til opgave at forvalte for 7,5 mia. kr. globale aktier for British Coalminers Pensionfund, og for nylig blev også den canadiske pensionskasse Alberta Revenue kunde i butikken.

Og på Christian Clausens kontor står af en genstand, der ser ud til at føle sig noget mere hjemme end krystalkuglen. Nemlig en Global Investors Award for excellence 2001. Bag prisen står det internationale magasin, Global Investor, der om muligt er endnu mere eksklusivt end BNY - oplaget er lille, men det er menighedsbladet for europæiske og amerikanske asset-managers.

”The firm to watch” kaldte bladet Nordea. Christian Clausen følte, det var et bevis på, at det, han og teamet havde arbejdet for gennem nogle år, var lykkes.

”Det var en af de helt store YES-oplevelser. Jeg havde fået hvisket i øret, at vi ville få en pris, men andre vidste det jo ikke. Jeg stod mellem chefen for Goldman Sachs Asset Management og Deutsche Bank Asset Management, da de råbte: The winner is… YES – det var stort!”

Skulle Christian Clausen blive lidt for kry, når han kigger på sin award, har han det rette middel lige ved hånden. Han kan bare kaste et blik på sine manchetknapper i guld og emalje.

”Jeg har fået dem af chefen for Tokyo Stock Exchange. Jeg var der dagen før markedet kollapsede ved index 38.000. Japanerne troede, de kunne gå på vandet, men så vendte det, og aktiemarkedet faldt de næste ti år. Så manchetknapperne minder mig om, at træerne vokser ikke ind i himlen.”